10 års jubilæum med ministerdeltagelse

Nyheder | 2. februar 2012

"Vi er utrolig glade for, at Martin Lidegaard har taget imod vores invitation. Vi ved, at han er travlt optaget af mange forskellige gøremål i sit omfattende ministerium. Det er flot, at han vil afse tid til at være med til at markere vores 10 års jubilæum i Byggeriets Evaluerings Center", siger adm. direktør Peter Hesdorf.

Martin Lidegaard taler ifølge programmet om den statslige byggepolitik som drivkraft, og han vil i den forbindelse orientere om relevante regeringsinitiativer på byggeområdet.

Programmet for jubilæumskonferencen byder også på andre indlæg, bl.a. om Fødevarestyrelsens Smiley ordning ved kontorchef Bettine Aundrup. Desuden vil erhvervs-PhD studerende Grane Gregaard Rasmussen give et teoretisk indblik i brugen af nøgletal som evalueringskriterium.

Deltagelse i jubilæumskonferencen er gratis, men tilmelding er påkrævet.

Efter jubilæumskonferencen afholdes åbent hus på adressen Strandgade 27B, 1401 København K.