![]() |
ForsideProfilOm centretFormålIdégrundlag
Vision
Parterne bag Byggeriets Evaluerings Center deler en vision om, at den danske byggesektor kan levere et produkt med en væsentlig forøget værdi for kunden til en realt lavere pris end i dag.
Vi tror, at byggeriet kan få en markant højere kvalitet, både absolut set, samt vurderet ud fra, om produktet opfylder bygherrens krav.
Kvalitet må forstås bredt. En forbedring i kvaliteten på ét område må ikke ske ved, at andre kvaliteter sættes over styr. Der skal anlægges en helhedsbetragtning på byggeriets kvalitet og sættes bredt ind for at fjerne fejl og mangler, fremme god arkitektur, sikre et miljørigtigt byggeri, et godt arbejdsmiljø samt byggeri, der længe efter dets færdiggørelse er økonomisk og miljømæssigt sundt.
Byggeriets kvalitet skal løftes gennem en forbedring af sektorens rammebetingelser ved at skabe en innovationskultur i sektoren og få konkurrencen til at fungere sundere samt fremme udvikling og effektivisering af byggeprocessen. Denne effektivisering skal tillade, at kvaliteten øges, samtidig med at kunden opnår en besparelse. Byggeriet skal, selvom det ikke direkte kan sammenlignes med industri, gentage den nye industrielle revolution, der har skabt øget værdi og reduceret pris for en række industrielt fremstillede produkter.
Denne udvikling kan bringe samfundet milliardgevinster, for bygge- og anlægssektoren er et af samfundets største erhverv målt på beskæftigelse og omsætning. Samtidig vil et smukkere byggeri, der også er sundere at opholde sig i, forbedre befolkningens livskvalitet, for bygningerne er ramme, både om vort arbejde, det meste af vor fritid og i høj grad bærere af vor kultur.
For alle parter i byggeriet bringer denne udvikling fordele. Derfor skal alle byggeriets parter forpligte sig til at skabe løsningerne og påtage sig et medansvar herfor.
Processen bliver ikke let. Den vil tage adskillige år, koste virksomhederne investeringer, og der er mange problemer, som skal overvindes undervejs. Vi tror imidlertid på, at det kan lykkes, og vi er parate til at engagere os i arbejdet for at sikre dette.
Mission
Det er Byggeriets Evaluerings Centers mission at gå ind på en række konkrete punkter og være med til, at den opstillede vision for byggeriet kan realiseres. Evalueringscentret er et led i en kæde af initiativer, der tilsammen binder vision og virkeliggørelse sammen.
Byggeriets Evaluerings Center skal være en forandringsagent i byggesektoren. Centret skal gennem sine analyser og statistikker og via samarbejdet med andre aktører i sektoren fremme en kultur, hvor byggeriets parter bruger benchmarking til at klargøre sig sine krav til godt byggeri og en professionel byggeproces. Evalueringen skal sikre gennemsigtighed om byggeproduktet og dermed sund konkurrence. Den skal tilvejebringe et analysegrundlag for studier af sektorens produktivitet og medvirke til at finde løsninger på sektorens problemer.
Statistik er synliggørelse af viden. Centrets statistikproduktion skal demokratisere viden, således at alle aktører – også den almindelige forbruger – får viden om byggeri på centrale punkter.
Denne proces skal startes af Byggeriets Evaluerings Center, og den skal så vidt muligt spredes ud til hele sektoren, så benchmarking vokser frem som mange forskellige aktiviteter udført af såvel videncentre som virksomheder. Vi vil ikke tage patent på vor viden, men virke som agitator for en proces. Evalueringscentret skal være en katalysator, som tjener til at skubbe en stor og omfattende proces i gang. Centrets succeskriterium er, at det sætter gang i processen. Det er det kriterium, som vi ønsker, at andre måler os på.
Det er vort mål, at alle større byggesager i Danmark i løbet af en årrække bliver evalueret, samt at evaluering også udbredes til mindre byggesager.
Som led i vort arbejde vil vi søge at samle byggeriets aktører og de forskellige initiativer, der sigter mod samme mål som os selv. Vi vil agere som et netværk, der aktiverer andre, og vi vil videreføre netværket fra Projekt Hus.
Værdier
Byggeriets Evaluerings Center er ikke kun et praktisk samarbejde om nogle statistik-mål. Det er udtryk for en kritisk bevidsthed om byggeriet. Vort formål er ikke alene at producere tal, men at skabe en proces, der ændrer byggeriet og dermed også de tal, som vi måler. Forandringernes retning skal søges styret af vor fælles vision og gennem de værdier, vi bekender os til.
Samarbejde
Byggeriets Evaluerings Center ser samarbejde som nøglen til forandring i sektoren. Der er ikke nogen enkelt part, der alene kan låse op for byggeriets problemer. Alle parter må bidrage til en løsning. Vi tror, at alle parter hver især har en værdifuld kompetence og viden, der er nødvendig for at skabe forandringen. Parterne må lægge deres mange konflikter i fortiden bag sig og acceptere de bånd på særinteresser, som et reelt samarbejde bringer.
Tillid
Tillid er en forudsætning for, at byggeriet kan gå fra en konfliktkultur til en samarbejdskultur. Konflikter skal ikke forebygges alene via komplicerede juridiske kontrakter, men ved at opbygge tillid mellem byggeriets parter. Hver part må afstå fra angreb på andre og fra udpegning af syndebukke og i stedet søge årsagen til sektorens vanskeligheder i de fælles rammebetingelser.
Respekt
Byggeriets parter skal respektere hinanden som ligeværdige parter i byggeprocessen. Det skal blandt andet udmønte sig i respekt for byggepladsens folk som andet og mere end en produktionsfaktor. Arbejdskraften har krav på orientering om byggesagens forløb, at de gives indflydelse på eget arbejde i størst muligt omfang, og at der ikke foretages en diskriminering og forskelsbehandling alene som følge af uddannelse, køn, politisk ståsted eller etnisk oprindelse. Arkitekten har krav på accept af, at han udover at være erhvervsaktør også har en særlig kreativ og kulturel forpligtelse.
Åbenhed
Åbenhed er nødvendig, såfremt tillid og samarbejde skal kunne vokse frem. Den samme åbenhed mellem aktørerne, der kendetegner de nye samarbejdsformer som partnering, må genfindes i forholdet mellem fag og organisationer og i forholdet mellem erhverv og kunde. Byggeriet er et erhverv med problemer, men erhvervet lægger disse åbent frem og erklærer sin vilje til fornyelse. Denne åbenhed og gennemsigtighed i markedet skal være en ledetråd for Byggeriets Evaluerings Center og symboliseres derfor i vort logo.
Et eksempel på denne nye åbenhed, er opgøret med de konkurrencebegrænsende aftaler og karteller, der før er set i erhvervet. Disse bør nu være historie, og byggesektoren må rette blikket fremad.
Ansvar
Byggeerhvervet skal tage ansvar for løsningen af sine problemer. Det indebærer, at det politiske apparat skal respektere, at erhvervet søger egne løsninger i dialog med politikere og embedsmandsværk. Alle parter i byggeriet skal tage et medansvar, og ansvaret er ikke ”de andres bord”. Hvis der opstår fejl i en konkret byggesag, og kunden ikke får den vare, han ønskede, er det alle parters opgave at søge denne fejl rettet så tidligt som muligt.
Byggeriet har et firdobbelt ansvar overfor samfundet. Det er et ansvar overfor kunden, der har krav på den bedst mulige vare. Det er et ansvar overfor den ansatte, der har krav på et godt arbejdsliv. Det er også et ansvar overfor virksomhedernes aktionærer, der har krav på, at virksomhederne og deres organisationer finder sammen om løsninger på sektorens problemer og forrenter den investerede kapital. Endelig er det et ansvar overfor eftertiden, der skal leve med de miljømæssige konsekvenser af nutidens handlinger.
Uafhængighed af enkeltinteresser
Byggeriets Evaluerings Center er dannet af alle byggeriets parter og er for alle parterne. Centret skal være uafhængigt af særinteresser, hvad enten disse nu er virksomhedsgrupper, enkelte organisationer, virksomheder eller staten. Derfor må hver enkelt part også acceptere, at centrets arbejde ikke nødvendigvis svarer til denne parts særinteresser. Det er prisen for fællesskabet og centrets integritet.
Faglig integritet og kompetence
Byggeriets Evaluerings Center tilstræber en høj grad af faglig integritet og kompetence. Derfor vil centret i dets arbejde søge at kvalitetssikre oplysningerne mest muligt, fremfor at gå efter hurtighed og omfang i produktionen.
Engagement
Fordi centret er stillet overfor store udfordringer i form af praktiske problemer såvel som en konservativ kultur i
dele af byggeriet, vil arbejdet kræve engagement fra ledelse og medarbejdere. Byggeriets Evaluerings Center sigter mod
at lade faglig kompetence og engagement gå hånd i hånd.