Byggeriets Evaluerings Center er en erhvervsdrivende fond
stiftet af en bred kreds af byggeriets aktører for at fremme
byggeriets kvalitet og effektivitet.
Centrets funktion er at indsamle og behandle oplysninger og
evalueringer fra parterne i en byggesag. De indsamlede oplysninger
anvendes i beregningen af nøgletal. Centret foretager altså ikke
selv nogen form for evaluering af den leverede ydelse. Centrets
medarbejdere kommer heller ikke ud og vurderer det endelige
byggeri.
Byggeriets Evaluerings Center blev stiftet i februar 2002
af byggeerhvervets organisationer og regeringen i
forening.
Initiativet er finansieret af byggeriets organisationer,
fonde og private virksomheder.
Centret er en udløber af de senere års debat om manglende
produktivitet og kvalitet i dansk byggeri. Det er centrets opgave
at etablere et benchmarking system med nøgletal for både
byggeprocessen såvel som for det færdige byggeri. Centret skal også
analysere byggeriets produktivitet, forestå videnformidling om
byggeri og tjene som et samlingssted for drøftelser mellem
byggeriets parter. Centret kan i øvrigt drive virksomhed til almen
gavn for byggeriet.